I august udkom FN’s klimapanel med en ekstremt alarmerende rapport, som viser, at den globale opvarmning forventes at stige med 1,5 grader allerede i starten af 2030’erne.

Og tendensen viser sig allerede nu. I sommer målte temperaturen i Lapland, nord for polarcirklen, 34,4 grader. Og ikke langt derfra, i Svalbard, måler man i disse år de højeste temperaturstigninger i verden.

Forestil dig engang, hvis de norske politikeres reaktion havde været at gå til valg på en radikal klimaplan og snarlig afvikling af olien – hvilket momentum det kunne skabe! Og hvis vælgerne havde svaret igen med et klart budskab om, at årtiers fodslæbende klimapolitik skulle være slut.

Informations forside onsdag er en direkte henvendelse og opfordring til den nye norske regering.

Ved valget til Stortinget mandag havde Norge chancen for at tage et stort ansvar på sine brede skuldre og vise olieproducerende lande verden over, at det er muligt at skifte kurs i tide. Men sådan gik det ikke. Chancen for at foretage stærkt nødvendige og markante ændringer i norsk klimapolitik synes forpasset. Sejrherren Jonas Gahr Støre fra Arbeiderpartiet bliver ikke afhængig af hverken det mest venstreorienterede parti Rødt, som gik markant frem, eller Miljøpartiet. Dermed er de mest vidtgående krav om klimahandling bremset, og landet risikerer nu at sætte sit ellers velfortjente gode renommé i verden på spil – og i sidste ende at stå på den forkerte side af historien.

Det er urealistisk at tro, at man bare kan stoppe pumperne med et snuptag. Olie- og gassektoren beskæftiger mere end 200.000 nordmænd og står for omkring 25 procent af statens indtægter. Et for brat stop vil skabe massiv arbejdsløshed og stagnation i store dele af Vestlandet.

Det er realiteten. Men det kan ikke være en undskyldning, der forhindrer den klimahandling, der så åbenlyst er akut brug for.

På tide at slå alvoren fast

Under valgkampen har man ofte hørt, at Norge ’kun’ står for to procent af verdens olie, hvorfor afvikling af sektoren vil gøre en minimal forskel i det store regnskab. Men argumentet fremstår stadig mere hyklerisk, når politikerne samtidig succesfuldt har formået at elektrificere store dele af transportsektoren og højlydt agiterer for klimahandling i internationale fora.

Norge har, når ret skal være ret, deltaget i den globale klimakamp, postet penge i CO2-kvoter og grønne projekter verden over. Men tiden, hvor man kunne købe aflad for sin egen udledning, er slut, og det er tid til at tage kampen op nationalt.

En undersøgelse viste sidste år, at Norge er det land i Skandinavien, hvor færrest er bekymrede for klimakrisen, og hvor færrest mener, at klima og miljøspørgsmål er det vigtigste samarbejdsområde i Norden. Dertil kommer, at vores norske naboer i flere rapporter kommer ud som et af de lande i verden med flest klimaskeptikere.

Om politikernes oliepositive kurs har påvirket tendensen i den forkerte retning, er svært at svare på. Uanset hvad har de et ansvar for at slå alvoren fast i både ord og handlinger.

Der bliver ingen ’næste olie’

I Stortinget er det en udbredt holdning, at oliesektoren er nøglen til den grønne omstilling. At olieselskaberne er de eneste med kapital og viden til at bygge en ny energisektor op, der kan løfte Norge ind i en grøn fremtid. Gør man livet for svært for dem nu, vil det faktisk forsinke omstillingen.

Argumentet er ikke grebet ud af den blå luft, men det er med til at skabe en stærk fortælling om, at ’den næste olie’ vil komme. At en mere bæredygtig industri kan vokse sig så stor, at den vil levere samme antal arbejdspladser og milliarder til staten, så overgangen bliver smertefri og velstanden uændret.

Det er en problematisk fortælling. Bæredygtige energiformer har stort potentiale, men om de kan levere ekstrem rigdom, ligesom olien, er svært at love. Det forsinker omstillingen, fordi nogle nordmænd forestiller sig, at olien først skal afvikles, når det er profitabelt at overgå til en anden industri.

Norge vil sandsynligvis blive fattigere efter olien, og det er politikerne nødt til at være ærlige om. Ikke et u-land – de har trods alt 12.000 milliarder norske kroner i deres oliefond – bare ned på niveau med Danmark, hvor vi jo trods alt har det rimelig godt. Og vi har ikke engang samme potentialer for vind- og vandkraft som Norge.

En del af overgangen bliver også at bryde med ideen om, at Norge blev et godt samfund, fordi man fandt olie. Olie er langtfra en garanti for et rigt og lige samfund. Det var den norske stats forvaltning af den, statsliggørelsen, fordelingen af goderne og de kerneskandinaviske værdier, der også har skabt harmoniske samfund i Danmark og Sverige, som skabte et godt samfund.

Så kære Jonas Gahr Støre: Norge har ikke bare alle de rigtige forudsætninger, men også en forpligtelse til at gå forrest i den grønne omstilling. Det er en vanskelig opgave, det ved vi. Men hvis ikke Norge kan, hvem kan så?